lørdag den 30. april 2011

Huset er lukket af men mangler lidt underpap

Det sidste vindue er nu sat i på hemsen og der er sat låse i dørene.
Desværre blæste det for meget til at lægge underpap på hele taget. Derudover manglede der ca. 14 m2. underpap, for at taget undertaget kunne laves færdigt.
Efter aftale med Flemming fra Nynorm, eftersender de to ruller tagpap (uden beregning) i løbet af ugen, så vi kan lave undertaget færdigt i den kommende weekend hvis vejret tillader det.

fredag den 29. april 2011

Det tager længere tid end man tror at opsætte sternbrædder

Først skal enderne af alle tværspærrene imellem undertaget og overtaget skæres af og rettes til, herefter skal sternbrædderne skrues på. Efter en del forskellige forsøg med både rundsav, fuksvans og vinkelsliber, faldt valget på bajonetsaven. Den laver ikke et særligt pænt snit, men det er jo ikke noget man kan se når sternbrædderne er sat op. Vi fik også skåret tagbrædderne af i den korrekte længde med en rundsav.
Sternbrædderne var relativt lette at sætte op. De var skåret til i længden, så de passede i husets længde. For udseendets skyld, valgte vi forskyde det mellemste sternbrædt. Det viste sig at vi havde lavet taget et par centimeter for bredt, så sternbrædderne var lige lidt for korte, men det må vi fikse senere med lidt træklodser og kit.
Den er straks værre med vindskederne. Vi var ikke tilstrækkeligt opmærksomme på at tværspærrene i gavlene skulle være helt lodrette, og det er for sent at rette nu. Det giver problemer med at montere vindskederne (Dvs. de sternbrædder der skal monteres på gavlene). Vi venter derfor med at montere dem, til senere.

torsdag den 28. april 2011

Taget er klar til shingels og sternbrædder

Nu er der både isolering og endnu et lag tagbrædder på taget. Sammen med huset blev der leveret et såkaldt montagesæt som skulle indeholde alle de nødvendige søm og skruer til byggeriet, men det er da allerede blevet til et par ture til byggemarkedet efter nye forsyninger. Jeg ved ikke helt hvordan Nynorm har beregnet det nødvendige antal søm og skruer, men der er ihvertfald ikke nok.

tirsdag den 26. april 2011

Isolering og vinduer

Isoleringen er ved at være på plads på taget og vi er så småt begyndt at sætte døre og vinduer i huset.

mandag den 25. april 2011

Tværspær er monterede og klar til det øverste lag brædder

Efter en del debat om den rigtige udførsel af tagkonstruktionen, er vi efterhånden klar til at lægge det øverste lag brædder og tagpap. Instruktionerne fra Nynorm viser at man skal bruge to små skruer til at montere tværspærrene med, og da vi har brugt 180 mm skruerne til dette, blev vi nødt til at køre til Stark efter flere skruer. Derudover mangler vi at montere undertag og 3 vinduer mere før huset er nået til et punkt, hvor det kan stå uden at tage skade, men det når vi forhåbentligt i morgen.

søndag den 24. april 2011

Dampspærre og isoleringskit på taget

Så er fokus på at lave taget færdig. Vi har fået lagt de sidste tagbrædder og dampspærre, så alt er klar til isoleringskittet på 245 mm.

Rejsegilde

På 3. byggedag fik vi lagt spærrene på og er begyndt at lægge tagbrædder op. Det var tungt arbejde at placere spærrene, så det var godt at vi var mange om det. Den manglende bjælke fra forleden, dukkede op nederst i en stak, men nu er den jo så bare til overs.

lørdag den 23. april 2011

Anden byggedag: Hastværk er lastværk

Det gik rigtigt stærkt på første byggedag, måske lidt for stærkt. Ihvertfald er anden byggedag primært gået med at banke bjælker på plads, som ikke blev lagt helt præcist i går. Det kan kun anbefales at krydsmåle og tjekke at alt er i vater, undervejs i byggeprocessen. Vi er nu nået op til tagkonstruktionen, og man kan nu fornemme hvor store rummene bliver osv. Dog bliver alle rum jo lidt mindre, når de 145mm. isolering kommer på indersiden af alle ydervægge.

fredag den 22. april 2011

Første rigtige byggedag er overstået

Når allerede indledende øvelser med opmåling og nivellering er overståede, så går det rigtigt stærkt. Alle bjælkerne passer ind i hinanden, uden voldsomme udfordringer. Enkelte samlinger skal dog overbevises med mukkerten, men sådan er det jo med træ.
Der har indtil nu, kun været enkelte problemer. Der var kun et alvorligt problem med en manglende bjælke, hvilket afsluttede byggeriets første dag. Heldigvis har Nynorm vedlagt nogle ekstra meter bjælke, som vi kan tilpasse som erstatning for den manglende bjælke. Det sætter byggeriet nogle timer tilbage, men det er bedre end at skulle vente på en ny bjælke fra Estland.
Det viste sig senere, at bjælken ikke manglede, men at den blot var lagt i den forkerte bunke. Sådan kan det gå.
Derudover mangler der nogle lister til at fastgøre vinduerne, så dem må vi også improvisere, men igen er problemet ikke større end at vi kan improvisere en løsning. Det er desuden årsagen til at vinduerne endnu ikke er monteret i huset endnu.
Man skal være lidt påpasselig med at komme bjælkerne for meget i spænd, de er jo lavet af træ og træ kan splintre og flække. Her er et stykke af en bjælke flækket af under presset, men det kan limes på senere.

torsdag den 21. april 2011

Bundremmen er på plads

Efter en del møje og besvær er bundremmen på plads. Der blev målt på kryds og tværs og hamret og banket. Heldigvis har fundamentsfirmaet Ole Topp lavet et rigtigt arbejde, så alt er i vater uden brug af klodser og kiler.

Overraskende levering af tagshingels

Ifølge husfirmaet var tagshingels i restordre og kunne først leveres i næste. De er åbenbart ikke i restordre længere, idet de blev leveret i dag. Det var en positiv overraskelse. Så kan huset forhåbentlig komme under tag inden udgangen af påsken.

onsdag den 20. april 2011

Bjælkerne har fået olie

Bjælkerne er blevet sorteret og behandlet med grundingsolie. Nu skal de bare smides ovenpå hinanden. Når man står der og kigger på en bjælke ad gangen, lægger man mærke til alle de små ridser og skrammer som bjælkerne har. Jeg håber ikke at det ses tydeligt når huset er opført.

Fundamentet er færdigstøbt

Så er fundamentet støbt færdigt og allerede et par timer efter støbning, var det muligt at gå på det.

torsdag den 14. april 2011

Huset er leveret

Så er huset vel ankommet og placeret korrekt på grunden. Det er svært at danne sig et overblik over eventuelle fejl og mangler, men umiddelbart ser alt ganske fint ud. Dog var der en skade på en sprosse i den ene dør. Jeg har sendt et billede af skaden til husfirmaet, så må vi se hvad der sker.
Derudover er leveringen af tagshingels forsinket, men det passer fint ind i min tidsplan.
Entreprenør Ole Topp forventer at være færdig med fundamentet om 5 dage, og derefter skal alt træet "bare" stables.

onsdag den 13. april 2011

Så er byggeriet i gang

Nu er byggeriet af fundamentet i gang. Renden er udgravet, og fyldt med beton. Der er indstøbt patentbånd og alt virker klar til opbygning af de blokke, der skal udgøre fundamentets væg. I morgen kommer huset på seks paller. Husfirmaet har fået en placeringsanvisning, nu må vi se om de følger den.

tirsdag den 12. april 2011

Huslevering fremskyndet

Tirsdag eller onsdag før påske vil huset blive leveret, eller det var ihvertfald planen indtil jeg fik en mail fra husfirmaet i dag. I mailen står der at de gerne vil levere huset i overmorgen, dvs. 5 dage før aftalt tid.
Det kunne på mange måder være en positiv ting, men nu er hele byggeriet jo planlagt til at foregå i påsken.
Den tidlige levering betyder bare at huset, som leveres på seks paller, skal stå ubeskyttet på grunden i 7 dage, imod de 1-2 dage som det oprindeligt var planlagt. Så må vi bare håbe at materialerne kan stå i fred så længe.

mandag den 11. april 2011

Tagshingles vinder på prisen

Huset leveres jo uden tagbelægning, så markedet for tagbelægning er blevet afsøgt. Der er mange løsninger at vælge imellem og jeg var da også mest tilhænger af en løsning med tegl. Desværre kan taget ikke bære et "tungt tag", hvilket udelukker både almindelige tegl og det billigere betontegl. Derfor stod valget mellem et ståltag, tagpap eller en mellemting i form af et Decratag.
Som udgangspunkt lyder ståltaget meget tiltalende, både fordi det "ligner" almindelig tegl og fordi det er nemt at montere. Det der er ulempen ved ståltage, er at de godt kan larme når det regner og det var udslagsgivende for at valget faldt på en tagpapsløsning. Decrataget var alt, alt for dyrt.
Da husfirmaet tilbyder ti procent rabat på tagløsningen, var valget af leverandør ikke så svært.
For kun 9.000 kr. får jeg tagshingels og underpap med tilbehør til at dække alle 88m2 tag.

onsdag den 6. april 2011

Så er aftalen om fundamentet helt på plads

Efter at have mødtes Entreprenør Ole Topp på byggetomten, er støbningen af fundamentet nu aftalt ned til mindste detalje. Fundamentet bliver støbt af to omgange, således at selve randfundamentet og klaplaget bliver støbt i uge 15, og så bliver badeværelsesgulvet støbt op og fundamentet bliver pudset efter at huset er opført.
På den måde får jeg mulighed for at vente med at beslutte toilettets og afløbenes placeringer, til efter at væggene er opført.
Alt i alt ser det meget lovende ud, så må vi bare håbe at huset bliver leveret til tiden.

tirsdag den 5. april 2011

Møde med entreprenøren

For lige at sikre at den fundamentstegning jeg har lavet er fornuftig, har jeg aftalt at mødes med entreprenøren på byggetomtem på onsdag. Jeg har allerede fremsendt tegningen til ham, men så er der mulighed for at rette eventuelle fejl, før det er for sent. Jeg vil samtidig prøve at finde ud af om jeg har mulighed for at få nedstøbt noget elektrisk gulvvarme på toilettet, når han alligevel opstøber gulvet. I hans oprindelige tilbud ville han kun opstøbe gulvet i brusenichen, men vi aftalte pr. telefon at det var hele badeværelsesgulvet der skulle opstøbes uden merpris. Så må vi se om han holder ord. Samtidig aftalte vi at han ville formidle kontakten til en vvs'er, det håber jeg også at vi kan få på plads på onsdag.

lørdag den 2. april 2011

Fundamentstegning eller det der ligner

Når nu der skal støbes et fundament, så skal entreprenøren have en tegning som han kan støbe efter.
Heller ikke her var husfirmaet særligt behjælpelige, selvom de på deres hjemmeside reklamerer med deres store erfaring indenfor fundamenter og den rådgivning de yder omkring dette.
Det eneste vejledning jeg kunne få fra Flemming fra husfirmaet, var at jeg skulle give entreprenøren den strøtegning som følger med huset. Problemet med dette er bare at Flemming, da jeg besøgte dem, fortalte mig at det var en god idé at støbe fundamentet lidt mindre end strøtegningen. Derudover angiver strøtegningen ikke skillevægge særligt tydeligt. Sidst men ikke mindst, skal entreprenøren jo også vide hvor vandrør og afløb og så videre, skal placeres i huset.
Der var ingen anden vej, end at jeg måtte i gang med Paint i windows, og så forsøge mig efter bedste evne.
Der er mange overvejelser der skal laves i den forbindelse, for placeringen af afløb kan jo ikke ændres, når først fundamentet er støbt. Det der også skulle tages med i overvejelserne er de 145mm. isolering der kommer på indersiden af alle vægge. Det vil jo være uhensigtsmæssigt hvis afløbet er placeret inde i en væg.
Dog er afløbet fra toilettet placeret midt inde i væggen, idet jeg så får mulighed for at lave et indbygget toilet, og dermed spare plads på et i forvejen lille toilet.
Jeg vil prøve at aftale et besøg med entreprenøren i løbet af den kommende uge, for at sikre mig at fundamentstegningen er lavet rigtigt.

fredag den 1. april 2011

Byggeholdet og nabohus

Så er byggeholdet ved at være på plads. Jeg er meget positivt overrasket over hvor mange der har givet tilsagn til at kunne bygge i påsken. Jeg frygtede at alle folk havde påsken fyldt op med påskefrokoster og andre familiære affærer, men det ser ikke så slemt ud endda.
For at folk skal have et sted at gå på toilettet og så videre har jeg lejet nabohuset i den periode hvor vi bygger. Der er lidt finere forhold i nabohuset (spa og sauna) end i det hus vi skal bygge, men til gengæld har det nok også kostet en lille million mere at opføre. Småt men godt.